Viser opslag med etiketten søde sager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten søde sager. Vis alle opslag

tirsdag den 11. december 2012

Klar parat jul: Ingefær & appelsinsmåkager

Sidste fredag var store småkagebagedag. Jeg besøgte Katrine og guldklumpen, som utrolig munter hjalp til imens vi bagte - ( mon hun har en fremtid som lille køkken alf?) Med giraffen Sophie under armen og mor ved sin side, blev disse småkager opfundet og vi er meget tilfredse med resultatet. Kagerne er skrevet i familiens juleopskriftsbog, men vi deler den selvfølgelig med glæde med jer.



Ingefær & appelsinsmåkager med hasselnødder
- 1-2 stor spsk revet ingefær
- skal revet fra 1-2 øko appelsiner
- 500 g hvedemel
- 375 g koldt saltet smør
- 500 gram fint rørsukker
- 1 tsk bagepulver
- 50 g grofthakkede hasselnødder
- ca. 2 æg

Bland hvedemel med bagepulver i en røreskål og tilsæt appelsinskal, ingefær, hakkede hasselnødder og smør i små tern. Rør indtil smørret er kørt ud. Nu tilsættes sukker og æg, og her skal dejen kun røres til den lige har samlet sig. Hvis der æltes for meget mister småkagerne deres sprøde struktur.

Ingefær & appelsinsmåkager + Lakrids & tranebærsmåkager


Del dejen i klumper på 500 gram og tril dem til lange pølser med en diameter som en tyvekrone. Rul pølserne ind i bagepapir og kom dem i fryseren til dejen er rigtig hård.
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft og skær pølserne i ca. 1-1,5 cm imens de stadig er kolde og hårde. Læg dem på en badeplade med lidt mellemrum og bag dem derefter i ca. 10 minutter. Tag dem ud og lad dem køle af på en bagerist. Kagerne holder sig allerbedst i en kagedåse med låg, der slutter tæt.

Opskriften på Lakrids & Tranebærsmåkagerne er til at finde her

tirsdag den 23. oktober 2012

En helt når sukkertrangen melder sig og det er tid til forkælelse!

Det ligner næsten en cheesecake. Bund af dadler, nødder og en knivspids salt - sødt, salt og fuld af sunde fedtstoffer og en topping af skyr, bær, citron, kardemomme og vanilje mhm!


Opskriften passer til ca. 1 person

Crust
- 4 valnødder
- 6 mandler
- 2-3 dadler (afhængig af konsistensen)
- en knivspids salt

Kom det hele i en foodprocessor eller minihakker. Efter et lille minut vil konsistensen være som en sej crust, du kan trykke sammen i bunden af en lille kop, glas eller skål. Salten i crusten fremhæver smagen af det søde og sure.

Fyld
- 1-2 spsk skyr
- 4 frosne jordbær
- 1/3 tsk kardemomme
- 1/3 tsk vaniljepulver (fx den fantastiske fra urtekram)
- et lille sprøjt citronsaft
- (evt. en lille smule honning for lidt sødme)

Igen skal det hele i foodprocessoren og køres indtil massen bliver lind og ens - næsten ligesom softice. Kom fyldet oven på crusten og stil "kagen" i fryseren for 1/2 time. Voila en treat der ikke får dit blodsukker til at styrtdykke.



 

søndag den 8. april 2012

Uskyldig yoghurtis på pind

Når frost og kulde dominerer hverdagen, inviterer jeg glædeligt sommeren ind med uskyldig yoghurtis på pind med banan, frosne jordbær, honning og vanilje. April har ikke vist sig fra sin bedste side so fare.. Kom maj, du søde milde!

mandag den 29. august 2011

Flødebolle-fantasier

Bund:
- 50 g marcipan
- 50 g flormelis
- 10 g ristede, finthakkede mandler
- 20 g æggehvide

Bland marcipan og flormelis sammen med en røremaskine. Tilsæt derefter hakkede mandler og til sidst æggehvide lidt ad gangen. Rør massen et par minutter til den er fin og ensartet uden klumper. Sprøjt dejen ud i små cirkler på størrelse med en 5 krone på bagepapir og bag bundene til de er gyldne ved 170 grader i ca. 10 min.


Fyld:
- 30 g vand
- 75 g sukker
- 40 g glukosesirup
- korn fra 1/2 vaniljestang
- 50 g æggehvide
- 25 g sukker
- Evt. Lidt lakridssirup, saft, grøn te pulver ell. anden smagsgiver.
- 250 g chokolade til overtræk.



Kom vand, sukker, glukose og vanilje i en gryde. Kog det til en sirup og til det har nået ca. 120 grader. (Jeg ejer desværre ikke et termometer og det kan godt lade sig gøre uden på gefühlen). Imens pisker du hviderne og sukkeret til en luftigt lækker marengs. Når siruppen er færdig hældes den forsigtigt over marengsen. Derefter skal massen pisten i 10 min, eller til den er afkølet en smule. Kom evt lidt smag i fyldet, det kunne enten være lidt lakridssirup, en let hyldeblomstsaft eller en anden smagsgiver. Kom fyldet i en sprøjtepose og kom det på køl, til det skal bruges.

Overtræk:
- 250 g mørk chokolade  

Når bundene har afkølet i et stykke tid og fyldet er lavet, sprøjtes det på de bagte bunde. Lad dem stå i mindst 1/2 time, og dyp dem derefter i tempereret mørk eller hvid chokolade. Det er nemmest med den mørke chokolade, da den er mere flydende i konsistensen. Opbevar flødebollerne køligt og server dem som dessert, eller en lækker eftermiddags kage.


Simple Sarah Bernhardt kager









En regnvåd mandag kom Sarah Bernhardt forbi og spredte syndig glæde. Selvom hun er en aldrende dame, kræver hun ikke megen postyr i et køkken. Hvis man slækker lidt på frøken Jensens foreskrifter og modificere en smule, that is...

Sarah Bernhardt kager:
ca. 40 stk.
- 1 pose makroner
- 2 1/2 dl god kakao
- 1 1/2 dl flormelis
- 3 1/2 dl piskefløde
- 200 g mørk chokolade til overtræk
- frysetørrede hindbær


Kakao, flormelis og piskefløde røres sammen til en lækker chokoladecreme. Makronerne toppes på den flade side med chokoladecremen og stilles på køl en 3-4 timer - alternativ i fryseren kortvarigt - til toppingen er helt fast.

Herefter smeltes chokoladen over vandbad og kagerne kan forsigtigt dyppes heri. Inden chokolade størkner - og det går hurtigt, hvis kagerne har været i fryseren - drysses de med frysetørrede hindbær.



Kagerne kan sagtens fryses ned. Optøningen klares på omtrent samme tid, som det tager at brygge en kande kaffe.

torsdag den 7. juli 2011

Charmerende Citrontærte med Marengs


I eftermiddag fik jeg besøg af Camilla. Traditionen tro er søsterdag lig med snak, hygge, kaffe og et par timer i køkkenet. 
Efter et besøg i Malmö tidligere på året med en fantastisk "Citronpaj" på Lilla Kafferosteriet, men et mislykket forsøg efter ellers lovende opskrift fra Alt for Damerne, gav vi os sammen i kast med at fremtrylle ovenstående syrlige lækkeri. 


Charmerende citrontærte med massive mængder marengs

Mørdej  
- 150 g smør
- 225 g hvedemel
- 75 g sukker
- 1 nip salt
- 1 æggeblomme

Koldt smør skæres i mindre stykker og blandes med håndkraft med de resterende ingredienser til en fast kugle. Dejen lægges på køl i en god halv time.
Smør en tærteform. Rul dejen ud og læg den i formen. Prik små huller i dejen med en gaffel for at undgå den hæver op. Forbag bunden i 20-25 min ved 180 grader.

Citronfyld

- 3 øko citroner
- 100 g smør
- 75 g flormelis 
- 3 pasteurisede æg
- 15 g Maizena

Riv skallen fra den ene citron og pres saften fra alle 3. Smelt smøret med citronsaft, -skal og flormelis over et blus og lad det koge små 5 minutter. Æggene røres op med Maizena og tilsættes citronfyldet, som tages af varmen.
Når bunden er forbagt, hældes citronfyldet over og tærten bages yderligere 10 minutter, eller til fyldet har sat sig.


Marengs*

- 4,5 pasteuriserede æggehvider (svarer til 3 bægre)
- 220 g flormelis

Bland æggehviderne med flormelis og pisk marengsen. Kitchenaiden (eller anden elektrisk pisker) er din bedste ven, når der skal laves marengs. Marengsen skal piskes godt til den er sej, men fløjelsblød.

Når tærten med citronfyldet er færdigbagt, kommes marengsen i en sprøjtepose og fordeles kunstnerisk over tærten. Indstil ovnen på grill og bag tærten kort, ganske få minutter, til marengslåget er gyldent.



*mængde af marengs afhænger helt af, hvor forelsket man er i det hvide vidunder. Det er lovligt at lave en mindre portion, men med marengsglade Katrine i huset, kan der vist ikke laves for meget. 


Tærten er lavet med inspiration fra Maria Faarvang.

mandag den 20. juni 2011

Hindbær & hvid chokolade muffins

Muffins med hindbær og hvid chokolade ca. 12 stk:
- 260 g mel
- 2 tsk. bagepulver
- 170 g lyst rørsukker
- 1 æg
- korn fra ½ stang vanilie eller vaniliesukker
- 200 ml sødmælk (jeg brugte nu skummetmælk)
- 90 g smeltet smør
- 1 knsp. salt
- 110 g frosne hindbær
- 90 g hvid chokolade

Forvarm ovnen til 200 grader. Smelt smørret og lad det køle lidt af. Bland smør med salt, vanilie, rørsukker, æg og mælk, pisk det godt sammen. Bland mel med bagepulver og tilsæt det herefter til sukker-/smørblandingen uden dog at rør alt for meget. Vend forsigtigt hindbær og hvid chokolade i og kom dejen i en muffinsforme. Bages midt i ovnen i ca. 30 minutter.

onsdag den 15. juni 2011

Meyers knaldgode kanelsnurrer



Meyers kanelsnurrer

Disse fætre er knaldgode. Lige så tænderne løber og jeg må indrømme, at denne opskrift er en af de bedste kanelsnurrer opskrifter jeg har kunne opstøve. Opskriften stammer fra et bageri i Norge og findes også i Claus Meyers bageri. De er luftige, lækre og forholdvis lette at lave. Det kræver dog at man sætter et par timer af til det, da både ælte- og hævetiden er super vigtig. 

16 stk.
- 5 dl kold sødmælk
- 50 g gær
- 1 stort æg
- 1 kg hvedemel
- 150 g sukker
- 15 g havsalt
- 12 g stødt
- kardemomme
- 150 g smør

Fyld:
- 125 g blødt smør
- 125 g sukker
- 2 spsk. stødt kanel

Desuden:
- 1 sammenpisket æg til pensling
- lidt sukker til at drysse med

Hæld kold mælk i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, hvedemel, sukker, salt og kardemomme, og ælt dejen, til den er helt glat og blank og slipper skålen. Det tager ca. 20 minutter, så du skal bruge en røremaskine og indstille den på medium hastighed. Skær smørret i små terninger, og kom dem i dejen, som nu skal æltes i yderligere 20 minutter, til den er blank og glat (de lange æltetider er virkeligt afgørende for det færdige resultat). Lad herefter
dejen hvile lunt i 1½ time med et klæde over.

Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til et rektangel der er 40 cm bredt og 50 cm langt. smør smørret ud på dejen, strø sukker og kanel jævnt udover, og gnid det ind i smørret med hånden, så det hele er jævnt fordelt på dejen.


Fold en tredjedel af dejen ind mod midten, og fold den anden tredjedel indover den første, så du har 3 lag dej. Rul nu dejen ud så den er 30 cm bred og 50-60 cm lang, og skær den i 16 strimler.
Sno hver strimmel ved at tage fat i hver ende, og sno dejen modsat fra hver ende, så den får 4–5 snoninger. Tryk ikke så hårdt, at du klemmer remoncen ud. Tag den snoede dejstrimmel op med den ene hånd, og sno den 2 gange om din anden hånds pege- og langefinger. Læg den resterende dejsnip henover de to snoninger, placér den mellem din pege- og langefinger, og træk fingrene til dig, så snippen hæftes ind i bollen. sæt bollerne på et par bageplader med bagepapir, så snoningerne vender opad. Lad bollerne hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse i ca. 2 timer.


Pensl kanelbollerne med æg, drys dem med lidt sukker, bag dem ved 200° i ca. 12–14 minutter. Afkøl bollerne på en bagerist

ps. opskriften er lånt fra Claus Meyers 'Meyers bagebog' og findes også i 'Almanak'

Simpel blommekompot

På søndag skal der være fødselsdags brunch hos mig og det kræver lidt forberedelse og plads i fryseren. Så da jeg skulle rydde op i frysevarende, fandt jeg en stor pose blommer fra vores eget blommetræ. Nemt er det altså at lave denne blommekompot, som smager skønt på en ostemad eller som fyld i en pandekage.

blommekompot
- en stor pose blommer ca. 500 g (eller mere)
- saften fra 1/4 citron
- 4-5 spsk rørsukker
- en halv stang vanilje 

Tø blommerne op og blænd dem et kort øjeblik med en stavblænder, så blommerne bliver til små stykker. Blænd det endelig ikke for meget, bare til det bliver lidt mere marmelade agtigt. Jeg kan personligt godt lide, når der er frugtstykker i. Kog blommerne op i en gryde sammen med citronsaften, rørsukkeret og den halve vaniljestang. Lad det simrekoge i lidt tid og smag det til med lidt citronsaft og/eller mere rørsukker. Lad det køle af. Find et tomt glas frem og kom den lunekompot over i uden låg. Lad det stå og køle en anelse mere af inden du kommer det i køleskabet. Kompotten holder ca. en uge på køl. 

Hvis du er bekymret for holdbarheden af kompotten, kan du ryste 2 tsk atamon med 1 dl vand i glasset, så kompotten kan holde sig længere. 

torsdag den 9. juni 2011

Hjemmerørt nutella

Hvis man er stor fan af nutella, skal man helt sikkert prøve denne opskrift til forveksling! Sund er den ikke, men mega god, specielt til nybagte boller! Smagen er fabelagtig og smelter på tungen med en mørkere chokoladesmag end den originale mums! Hvis man ikke kan tåle hasselnødder kan man også sagtens bruge mandler.

Hjemmerørt nutella
150 g mørk chokolade 70% kako
50 g lys flødechokolade
3/4 dl sødmælk
1 1/2 dl piskefløde
30 g sukker
1/2 tsk vaniljesukker
50 g ristede fintblendede hasselnøddekerner
75 g smør

Hak den lyse og mørke chokolade fint og kom det i en skål. Bring sødmælk, piskefløde og vaniljesukker i kog i en gryde. Tag blandningen af blusset og hæld den langsomt over chokoladen. Rør forsigtet rundt i midten af mssen, indtil den bliver elastisk og glansfuld. Tilsæt smørret i små stykker, når chokoladen er smeltet og blandningen homogen.

Rist hasselnødderne på panden og blend dem (eller hak meget fint). Kom dem ned i chokoladeblandningen og pisk kraftigt massen sammen et minuts tid med et piskeris, eller endnu bedre en stavblender.

Hæld den i et stort glas og lad den stå og sætte sig i stuetemperatur. Smørpålægget opbevares i køleskabet

søndag den 15. maj 2011

Vanilje cupcakes med lime/kokos topping


Vanilje cupcakes
  • 110 g stuetempereret smør
  • 225 g rørsukker, helst mørk
  • 2 store æg
  • 275 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 120 ml mælk
  • kornene fra 1 god vaniljestang

Forvarm ovnen på 160 grader og kom 12 papirs forme i en muffinsform. Bland smør og sukker godt i en mixer indtil det bliver en hvid masse (ca. 3-5 min). Rør så ét æg i af gangen.

Kom nu 1/3 af melet i massen og rør godt. Kom derefter 1/3 af mælken blandet op med vaniljekornene i dejen og rør igen. Gentag dette til alt melen og mælken er brugt.

Kom dejen i papirsformene og fyld kun ca 2/3 af formene ud, så der er plads til de kan hæve. Bag dem omkring 25 min indtil de er hævet og har fået en fin gyldenbrun farve på toppen.

Kokos/lime frosting
  • 60 g usaltet smør, stuetempereret
  • 2 spsk friskpresset limesaft
  • 250 g flourmelis
  • kokosmel til pynt på toppen
  • eller kom lidt i frostingen

Rør smøret og flourmelisen sammen og kom limesaften i lidt efter lidt. Kom toppingen på de afkølede kager og drys lidt kokosmel på toppen. Kom evt. også lidt friske bær på. Velbekommen!

søndag den 1. maj 2011

Rødgrød med Fløde

Det fantastiske solskinsvejr, som vi de sidste ugers tid har været velsignet med, har ikke bare frembragt fregner og fornyet energi. En voldsom lyst til kølig vin, grillaftener og solmodne jordbær overmandede mig lørdag eftermiddag, og umundede sig bland andet i denne dessert. En opgradet udgave af jordbær med fløde. Jordbær/rabarberkompot møder panna cotta. Super basic, minimum køkken-effort og stor wow-faktor.



Jordbær/rabarberkompot
300 gr Rabarber
200-250 gr Rørsukker
1/2 stang Vanille
1 bakke Jordbær

Rabarberne skæres i stykker på 2 cm's længde og vendes i gryde med sukkeret og vanillemarven. Lad det trække en times tid. Sæt det over et blus og lad sukkeret smelte og rabarberne blive bløde. Vanillestangen uden marv kan evt. koges med. Jordbær skæres i tykke skiver og vendes i kompotten, når den er kølet helt af. Så bevarer du syrligheden og friskheden.

Fløderand
2 blade Husblas
1/2 L Piskefløde
40 g Sukker
Marven fra 1/2 Vanillestang

Husblassen opblødes i koldt vand. Imens hældes sukker, vanille og fløde i en gryde, og varmes stille og roligt op til kogepunktet. Herefter tages gryden af varmen og den opblødte husblas tilsættes under omrøring. Lad fløden køle i gryden 30 min og hæld den herefter op i 4-6 serveringsglas eller ramekiner. Dæk dem med husholdningsfilm og sæt dem på køl, til de skal serveres - mindst 1 time, så den bliver fast og cremet.

Inden servering øses et par gode skefulde jordbær/rabarberkompot i hver fløderand.


lørdag den 30. april 2011

Rabarber smuldrekage

Det er blevet forår og endelig blevet sæson for de første rabarber. Da jeg små dem, tænkte jeg straks på denne skønne opskrift, som er en af mine yndlings. Så er den endda også smadder nem at gå til. 

4-6 personer

Rabarber smuldrekage
- 1 bundt rabarber
- 150 g blødt smør
- 125 g rørsukker
- 50 g havregryn
- 35 g mel
- 1 vaniljestang
- 30 g hasselnødder, mandler eller andre gode nødder
- Cremefraiche

Tænd ovnen på 150 grader. Skær rabarberen i små skiver på ca. 2 cm og placer dem derefter i et ovnfast fad. Vend dem med 25 g sukker samt kornene fra vaniljestangen. Bag rabarberne i ovnen ved  i 8-10 minutter. Ælt smør med havregryn, mel og sukker til en smuldrende dej. Tag fadet med rabarber ud af ovnen, dæk rabarberne med dejen og drys med nødder. Bag det hele i ovnen ved 180 grader i 10 min, til kagen har fået en lækker gyldenbrun farve. Server smuldrekagen med en lille klat cremefraiche og det smager himmelsk.

onsdag den 27. april 2011

Raw Hasselnød og Chai Brownie

Da jeg læste at der indgik dadler og chai-te i opskriften, var jeg med det samme solgt til denne søde synd. Opskriften er adopteret fra Caroline Fibæks kogebog "Raw Cake" og er simpelthen bare top-god! Da jeg også er storforbruger af Pukka's fine te, måtte det simpelthen bare afprøves. Chai-teen gør smagen helt speciel og smadder lækker.

Raw Hasselnød og Chai Brownie
  • 5 dl friske dadler
  • 4 tsk kokosolie
  • 2 tsk marble sirup
  • 1 dl rå kakaopulver, helst en rigtig god kakaopulver
  • kornene fra 1 vaniljestang
  • 3 chai te-poser, som man skærer op (jeg bruger pukka's chai-te, som er enorm god)
  • 2 tsk knuste hørfrø (kan knuses i en kaffeblænder)
  • en knivspids havsalt
  • 1 dl grofthakkede hasselnødder (kan erstattes af andre nødder, det er op til en selv)

Blænd alle ingredienserne, undtagen hasselnødderne, i en foodprocesser indtil massen har samlet sig. Smør lidt kokosolie på hænderne og ælt nødderne ind i massen. Tryk massen ned i en form med bagepapir og sæt den i en fryser. Der skal den sætte sig i mindst en halv time - derefter kan du skære brownien i præcis den størrelse du vil have stykkerne i, og drysse den med lidt kakaopulver og nogle hasselnødder.

fredag den 22. april 2011

Charmerende chokoladefondant


Jeg kan vist ikke komme uden om at jeg har en sød tand eller to... eller flere. Men denne chokolade bombe er meget vellidt hjemme, så jeg kan kun anbefale at prøve den!

Opskriften på denne lækre sag

4 cov.

100 g. god mørk chokolade 64%
100 g. smør
50 g. sukker
40 g. mel
100 g. æggeblomme
50 g. æggehvider
+ lidt neutral olie til at smøre formene med

Chokoladen finthakkes og smeltes med smør og sukker i en skål over vandbad. Det skal kun netop smelte og ikke blive for varmt. Melet sigtes ned i chokolade blandingen, rør godt. Tilsæt blommer & hvider & rør godt. 4 stk. muffins forme ca. 6 cm i diameter og ca. 4 cm høje smøres grundigt med neutral olie. Klip strimler af bagepapir. Klip også små cirkler af bagepapir, der passer til bundens størrelse og læg dem i formene.

Dejen fyldes i de smurte og bagepapirsforede forme. De fyldte forme opbevares tildækket i køleskab indtil de skal bages - bag dem endelig først, lige inden de skal serveres - absolut nybagte og stadig lune.

Bages ved 200 grader i 9 - 11 minutter. Bemærk af fondanternes midte skal være ubagt!!. Afkøles let inden de befries for form og bagepapir

Opskriften er inspireret fra Mette Blomsterbergs "det søde liv"

Himmelske hyldeblomstskumfiduser



Skumfidusmassen
7 blade husblas
300 g sukker
80 g glukose (morten heiberg - kan fås i mange supermarkeder)
200 g hyldeblomstssaft
1/2 stang vanilje, kornene
140 g æggehvider

Vaniljesukker til drys:
1/4 vaniljestang, kornene heraf
200 g sukker
50 g Maizena

Kom husblassen i isvand. Kog sukker, glukose, vanilje og hyldeblomstsaft sammen, men hold øje med temperaturen. Når temperaturen er 140 grader, begynder du at piske æggehviderne til marengs. Når siruppen har en temperatur på 145 grader, hælder du den over æggehviderne og forsætter med at piske. Tag husblassen op af vandet, og smelt den i den varme marengs. Pisk i ca. 30 min eller til marengsen er kold.

Bland sukkeret, vaniljen og maizenaen og sprøjt skumfidusmasse ud i små toppe. Sigt vaniljesukkeret over toppene og lad dem stå et par timer inden servering. De er smadder gode!