mandag den 29. august 2011

Flødebolle-fantasier

Bund:
- 50 g marcipan
- 50 g flormelis
- 10 g ristede, finthakkede mandler
- 20 g æggehvide

Bland marcipan og flormelis sammen med en røremaskine. Tilsæt derefter hakkede mandler og til sidst æggehvide lidt ad gangen. Rør massen et par minutter til den er fin og ensartet uden klumper. Sprøjt dejen ud i små cirkler på størrelse med en 5 krone på bagepapir og bag bundene til de er gyldne ved 170 grader i ca. 10 min.


Fyld:
- 30 g vand
- 75 g sukker
- 40 g glukosesirup
- korn fra 1/2 vaniljestang
- 50 g æggehvide
- 25 g sukker
- Evt. Lidt lakridssirup, saft, grøn te pulver ell. anden smagsgiver.
- 250 g chokolade til overtræk.



Kom vand, sukker, glukose og vanilje i en gryde. Kog det til en sirup og til det har nået ca. 120 grader. (Jeg ejer desværre ikke et termometer og det kan godt lade sig gøre uden på gefühlen). Imens pisker du hviderne og sukkeret til en luftigt lækker marengs. Når siruppen er færdig hældes den forsigtigt over marengsen. Derefter skal massen pisten i 10 min, eller til den er afkølet en smule. Kom evt lidt smag i fyldet, det kunne enten være lidt lakridssirup, en let hyldeblomstsaft eller en anden smagsgiver. Kom fyldet i en sprøjtepose og kom det på køl, til det skal bruges.

Overtræk:
- 250 g mørk chokolade  

Når bundene har afkølet i et stykke tid og fyldet er lavet, sprøjtes det på de bagte bunde. Lad dem stå i mindst 1/2 time, og dyp dem derefter i tempereret mørk eller hvid chokolade. Det er nemmest med den mørke chokolade, da den er mere flydende i konsistensen. Opbevar flødebollerne køligt og server dem som dessert, eller en lækker eftermiddags kage.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar