mandag den 13. august 2012

Sommer sødme: Figen, parma og fettucini med salsiccia





Da vejret i dag har vist sig fra sin gode side og jeg tidligere på ugen havde set et program om madspil, stak jeg hovedet ind i køleskabet og tryllede disse to sommerskønne italienske retter frem. Heldigvis for mig gemmer køleskabet sig altid på lidt af nogle skatte og det er sjældent svært at finde på noget. Jeg var så heldig at det denne gang indeholdt 5 figner og jeg er lidt af en figenelsker. Retterne blev nydt på teressen, hvor det var fuldt ud tilladt at drømme sig væk til italien og sydlansk sommer sødme.

Bruschettaerne blev lavet som forret/starter og er utrolig nemme at lave og så smager de af sommer helt ud i tåspidserne. Hvis man har lidt brød tilovers, der er blevet lidt tørt eller ved at blive kedeligt, er bruschetta en rigtig fin løsning til at få brødet brugt.

Bruschetta med parma og friske figner 
- et par skriver ristet brød
- 3 modne figner
- parmaskinke
- 1 fed hvidløg
- en god olivenolie
- salt & peber

Rist brødet i ovnen ved 220 grader til det bliver sprødt og gyldent. Gnid et halveret hvidløg på brødet og dryp med lidt olivenolie. Jeg halverede brødet så det blev i forretsstørrelsen og kom ca. en halv skive parma på hver halve brødskive. Kom en halveret eller 1/3-delt figen på parmaen og dryp igen med lidt god olivenolie og lidt salt og peber.


Fettucini med salsiccia, rucola og cherry tomater 
- en pakke fuldkorns fettucini pasta
- en stor håndfuld cherrytomater
- en pakke skyllet rucola
- 2 fed hvidløg
- en pakke salsiccia pølse
- en sjat sherryeddike
- en god olivenolie
- lidt parmasan til topping

Hvis man går og undrer sig over, hvad salsiccia egentlig er for en størrelse, skal man ikke fortvivle. Det var ikke en velkendt lyd i mine øre indtil jeg blev introduceret for denne utrolig smagsfulde og lækre italienske "medister"på mit nye arbejde mhm!

Salsicciaen skæres i mundrette bidder og steges på en varm pande med lidt olivenolie og 2 hakkede fed hvidløg. Lad pølsen få lidt farve og kom derefter cherrytomaterne på panden. Imens tomaterne og salsiccia steger, koges fettucinien efter anvisninger. Når salsiccia og cherrytomaterne har fået lidt farve og tomaterne er begyndt at revne, kommes en lille sjat sherryeddike og en god sjat olivenolie på panden og det hele vendes. Det skyllede rucola skal blot lige vendes med pølserne og tomaterne, så det blot tager lidt smag. Retten toppes med lidt salt og peber og lidt reven parmasan. Buon appetito! 

2 kommentarer:

  1. Det ser rigtigt spændende ud. Tak for flotte billeder og opskrift :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Anette. Vi er glade for at du kigger med :-)

      Slet