søndag den 13. maj 2012

Fyldte Portobello svampe med tomater & gedeost

Forleden blev specialekoncentrationen brudt af en gåtur i blæsevejr på Østerbrogade. Her fristede Irma med en yndlingsspise: 6 flotte store portobellosvampe til den nette sum af 15 kr! Lykken var gjort og et let aftensmåltid i hus ;-) 



Fyldet kan varieres i en uendelighed. Denne gang blev det til tomat og gedeost. Næste gang tror jeg, at lidt perlebyg og flødeost rørt op med hvidløg og friske krydderurter vil gøre sig fortræffeligt og være lidt mere mættende for den gravide mave. 


Fyldte portobellosvampe
- 4 store portobello svampe
- Lidt olivenolie til pensling
- salt og peber

Fyld:
- 4-5 hakkede og udkernede, friske tomater
- 1 hakket rødløg
- 1 fed hakket hvidløg
- et par skiver lufttørret skinke
- frisk timian
- 1/2 rulle gedeost

Svampe rengøres og stokken fjernes. Herefter pensles svampene med lidt olie, krydres og bages i 5 min. ved 200 grader. Imens gøres fyldet klar. Løg og skinke steges på panden, til løgene er søde og skinken sprød. Herefter tilsættes tomater, timian, salt og peber, som steges med yderligere få minutter.

Svampene tages ud af ovnen og fyldes. Gedeosten skåret i skiver lægges på toppen og svampene sættes tilbage i ovnen til de er gratinerede.

Jeg toppede de fyldte portobello'er med lidt balsamico og serverede dem med en grøn salat og fuldkornsbrød.

2 kommentarer:

  1. mums, hvor lækkert! det lyder som en god frokost til på torsdag, hvor vi har fri:)

    SvarSlet
  2. Åh ja, vi elsker helligdage :-)
    Fortæl endelig hvad I ender med at putte i, Linda.

    SvarSlet