mandag den 16. juli 2012

Smagsfulde smukke sommersalater

Jeg elsker sommersalater med grillede grøntsager eller frugter for den sags skyld. Disse to salater er forholdsvis nemme at lave og er fyldt med god smag. Opskrifterne er inspireret af Louisa Lorang, som er dronning i gode og nemme grønne godter.

Hvedekernesalat med grillede nektariner og rucola
- 200 g rucola
- 2 friske nektariner (helst ikke alt for modne)
- 2 dl hvedekerner eller bygkerner
- 75 g ristede mandler
- 2 spsk presset rapsolie
- 2 spsk flydende honning
- 1 spsk æbleeddike
- salt og peber

Start med at kog kerner efter anvisningen. Skær de to nektariner ud i små både og varm en stor grillpande. Pensl nektarinbådene med olivenolie på begge sider og grill dem indtil de får smukke mørke striber på hver side. Bland rucola, hvedekerner og nektariner i en stor skål og bland en dressing af 2 spsk presset rapsolie, 2 spsk honning og 1 spsk æbleeddike, som du kommer over salaten. Til sidst skal den blot smages til med salt og peber.


Quinoa med grillede peberfrugter 
- 2 dl quinoa
- 3 røde peberfrugter
- 75 g ristede mandler
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk flydende honning
- 1 spsk hvidvinseddike
- salt og peber
- hakket oregano

Tænd ovnen på det højste den kan og grill de 3 peberfrugter til de bliver nær sorte i skindet. Man skal vende dem lidt undervejs, så de får farve på alle sider. Når peberfrugterne er færdige kommes de i en frysepose som lukkes tæt. Der skal de afkøles for så slipper skindet let, når de senere skal "skrælles". Kog quinoaen efter anvisningen og bland imens en dressing bestående af 2 spsk olivenolie, 1 spsk flydende honning, 1 spsk hvidvinseddike. Når peberfrugterne er afkølet en smule, pilles skindet af og peberfrugtkødet skæres i små strimler. Bland quinoaen med peberfrugten, mandler og dressing. Til sidst hakkes lidt frisk oregano, som kommes i salaten og til sidst smages til med salt og peber. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar