mandag den 9. april 2012

Dhal med dybde

Efter at have plantet et stort bund hvide tulipaner i min favn og bebudet at de var fra den kommende arving, brillierede min bedre halvdel i aftes med en fantastisk version af den indiske Dhal. Retten var frisk, havde dybde og er gennem sund. "He's definitely a keeper" og opskriften lige så :-)
Dhal med grønne linser og spinat
- 1,5 kop grønne linser
- 3 fed hvidløg
- 6 cm frisk ingefær
- 1/2 gul og 1/2 rød chili
- 1 løg
- 1 kanelstang
- 2 kardemommekapsler
- 2 nelliker
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk knuste korianderfrø
- 1 tsk sukker
- 1/2 tsk salt
- 8 friske solmodne tomater 
- 1 usprøjtet citron
- 1 pose frossen spinat

Rist linserne kort på en tør pande til de dufter nøddeagtigt. Tag dem af varmen igen og sæt til side.
Skrællet ingefær, chili og hvidløg kommes i en blender med lidt salt og vand, og blendes til en krydderpasta.

Opvarm lidt olie på en sauterpande og når pander er varm ristes kardemommen, nellikerne og kanelstangen få minutter til krydderiernes liflige duft spreder sig i dit køkken. Tilsæt løg og steg dem søde og bløde. Tilføj krydderpastaen lad det stege yderligere et par minutter. Tilsæt de resterende krydderier (gurkemeje, koriander, sukker og salt) og lad krydderiernes smag udvikle sig på panden, ca. 5 min. Tilføj evt. lidt vand, hvis blandingen har tendens til at brænde på.
Skær tomaterne i både og tilsæt dem sammen med linserne. Rør godt, så krydderierne blandes med linser og tomat. Tilføj så vand til linserne er dækkede.
Herefter tilsættes citronen skåret i kvarte (og en god håndfuld rosiner ville heller ikke være af vejen!). Lad linserne koge i omtrent 30 min. og tilføj løbende vand, hvis de behøver, så de ikke brænder på. Når linserne er tæt på at være møre, tilføje spinaten og retten varmes godt igennem.

Serveres med drænet yoghurt og naanbrød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar