mandag den 3. december 2012

Pasta med Hokkaidosauce




Et lille buttet Hokkaidogræskar sneg sig forleden ned i indkøbskurven uden et egentligt formål.
Da min kæreste den følgende aften  tog et skeptisk kig ind i køleskabet i vores gabende tomme køleskab og spurgte "Hvad skal vi lave til aftensmad?" svarede jeg kækt, at jeg da bare biksede noget sammen af græskaret. Det skeptiske blik blev en kende mere skeptisk, og jeg blev lidt i tvivl om min hybris skulle få mig ned med nakken. Det gjorde den heldigvis ikke og pastasaucen blev nydt med vellyst af både skeptiker og kok. 

Sauce af Hokkaidogræskar
- 2 fed hvidløg
- 1 rød chili
- lidt tørret oregano
- 1 lille hokkaidogræskar i tern
- 2 gulerødder i skiver
- vand, omtrent 1-2 liter. 
- 1/2 porre i skiver
- saft og revet skald fra 1/2 citron
- En god klat tyrkisk yoghurt, creme fraiche eller lignende

- Pasta, vi brugte tortellini med fyld af ost. 

Svits hvidløg, chili og oregano i lidt olie. Tilsæt grøntsagerne og lad det simre nogle minutter. Tilsæt vand lidt efter lidt, og lad sauce koge i en lille time til en tyk, cremet mos. Tilsæt herefter citron, salt og peber og kog op. Tag saucen af varmen og bland yoghurten i. Kog pasta efter anvisninger og server toppet med græskarsaucen. Riv eventuelt lidt parmasan på toppen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar