onsdag den 18. april 2012

Kærlighed til Koldskål

Til trods for at forkølelsen har gjort sit indtog og at halstørklæde, vanter og dunjakke stadig er mine tro væbnere på den anden side af hoveddøren, står de fleste nørrebro'ske kokkerierne lige nu i sommerens tegn. Gerne til tonerne af disse skønne rytmer.

Efter en kongelig onsdagsfrokost med fuldfed sommersalat med friske radisser og rejesalat med dild og avokado, blev der plads til en af sommerens yndlinge - Hjemmelavet Koldskål. Toppingen, i form af lidt for søde minikammerjunker, var tilgengæld knap så elskede. Søde, dybrøde, danske jordbær, I er ventede!



Koldskål
- 4-6 pasteuriserede æggeblommer
- 5 spsk rørsukker
- Korn fra 1/2 vaniljestang
- 1/2 l kærnemælk
- 1/2 l tykmælk
- 2 spsk hyldeblomstsaft (lakridspulver kan også anbefales som alternativ smagsgiver)
- 1/2 økologisk citron


Æggeblommer, sukker og vanilje piskes længe og luftigt med en elpisker. Herefter røres kærnemælk og tykmælk i. Koldskålen smages til med hyldeblomstsaft, revet skal fra citronen og evt. lidt citronsaft.
Sæt efterfølgende koldskålen på køl mindst en halv times tid, så citronskallen når at afgive sin aroma.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar